Sider

torsdag den 3. juni 2010

Patchworkstof på hylderne

Efter måneders invasion af stuen har alle mine patchworkstof nu forladt underetagen og fundet plads på kontoret - eller måske jeg skal til at kalde det syværelset, efter hjemmekontoret er blevet ryddet. Det er skønt! Dels at få ryddet stuen for bunker af farverige stoffer, men også at få det hele organiseret ordentligt og indrettet syværelset. Jeg mangler stadig at få flyttet alt det løse - inklusiv symaskinen - men det kommer. Nu har jeg et meget bedre overblik over de mange skønne patchworkstoffer, og det kribler i fingrene for at komme igang med den næste quilt, efter jeg fik afsluttet en for et par dage siden (bare roligt - billederne er på vej :-)

Indkøb af patchworkstoffer
Størstedelen af mine stoffer er indkøbt i USA, som er et rent mekka hvad angår patchwork og quilt. Udvalget af stoffer er enormt og priserne er så lave, at det næsten gør ondt. Der er en lang række større eller mindre patchworkbutikker rundt omkring, og så er der kæden af store stofbutikker, JoAnn, der langt overstiger min vildeste fantasi. Prøv at se her: http://www.joann.com/

Fat Quarters koster som regel i normalpris mellem 1,50 og 1,99 $ hvilket med dagens dollarkurs svarer til ca 10-12 kr. Ofte kører de med rabatter, så man får dem smidt i nakken for 6 kr, eller som sidste gang, jeg var i USA og fik 40% på alle metervarer. Så er det altså meget, meget svært at begrænse sig, når den normale yardpris (ca 90 cm) er omkring 30-40 kr. Selv den store supermarkedskæde, Walmart, har ofte hylder med fat quarters eller endda metervarer. Priserne dér er om muligt endnu lavere. Således stammer 6 kg af stofferne fra min sidste tur over Atlanten - godt der var luft i kufferten!

Er man på jagt efter mere lokale butikker, har Dansk Patchwork Forening en god oversigt klik her.

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar