Sider

tirsdag den 18. oktober 2011

Klar til vinteren!

Vinteren er over os!
Det er mørkt, koldt og vådt, og det er dermed blevet tid til at få lunet de kolde fødder, ømme nakker og stive knæ med en dejlig varm og blød Hottie. Jeg glemmer dem altid lidt om sommeren, med mindre jeg da får hold i nakken, men hvert år, når fodenden i sengen igen er isnende kold om aftenen, kommer de frem.


Det er såmænd så enkelt, både at producere og at bruge en Hottie. Det er i princippet ikke andet end en stofpose med korn og lavendeler, som kommer i mikroovnen tre-fire minutter, men det er altså vidunderligt at få varmet fodeden af sengen inden sengetid!


Jeg har været en tur på møllen og hente korn, jeg fik plukket havens lavendeler ind i tide, og symaskinen har snurret de sidste dage, så der nu ligger en hel stak Hottier klar til salg. De går som varmt brød, så at sige, så det er ikke alle mønstre jeg stadig kan levere, men send en mail så kigger jeg på det. Hottierne kan i øvrigt også bestilles gennem amio eller min egen hjemmeside Silverfern

I vinter fik jeg i øvrigt en ny type kunder til Hottier - jeg blev kontaktet af en mor, hvis datters barnevogn var så kold, så hun ville gerne bestille en specialsyet Hottie til barnevognen! Det var en genial ide, og uanset om man så bruger en almindelig Hottie eller en større en, er det da rart at kunne lægge børnene ud i en lun barnevogn.

Gang i nålen igen!

Helt ærligt!
Sjældent har det taget mig fem måneder at sy et babytæppe - eller rettere: Aldrig før! Jeg begyndte i maj og fik syet selve patchworkdelen rimeligt hurtigt, men siden er mit syværksted gået i stå, der gik først ferie i det, inden travlhed på arbejde og projekt renovering af køkken overtog - og så mere ferie... og mere arbejde..


Et par gange har det været taget frem, for blot at ende i bunken igen, men nu er der sket der noget! I forrige weekend blev det limet samme, kantbåndet syet på, og så passede det lige med en aften i syklubben, hvor jeg fik håndquilte det. Nu skulle det altså også være færdigt! Det er lagt på http://www.silverfern.dk/ og på http://www.amio.dk/ - mon ikke det vil varme en lille pige eller dreng i vinter?

fredag den 7. oktober 2011

Nye stoffer

Som skrevet i sidste indlæg er jeg lige hjemkommet fra en længere ferie i USA, og det er mig simpelthen umulig ikke at drukne i gode og flotte stoffer derovre.


Blot ti minutter længere nede af vejen lå den lokale stofbutik Jo Ann, der er en del af en større kæde af hobbyforretninger, fordelt over hele landet. Som mange andre amerikanske butikker kører de med konstant udsalg for skiftende varegrupper, udsender kuponhæfter, mailer kuponer og finder på mange andre rabatter.


Jeg gik ind i butikken velvidende, at jeg ikke skulle købe patchworkstof - det har jeg simpelthen så meget af derhjemme - så jeg faldt istedet over deres børnestoffer med elefanter og dinosaurere, æbler og pærer, og købte yard på yard af dejlige stoffer.


Hjemme igen har de været en tur i vaskemaskinen, pyntet i vaskekælderen i et par dage, og nu ligger de og venter på at blive tryllet om til baby- og juniorsengetøj. Det kribler i fingrene efter at komme i gang, at få stofferne mellem fingrene og kombinere dem med andre stoffer. At få symaskinen i sving igen efter en lang sommer. At få produceret nye varer og få opdateret hjemmesiden.


Det kommer alt sammen, nu hvor de lune løvfaldsdage er overtaget af mørke og kulde og regn. Nu er det igen indetid, og jeg glæder mig. Jeg tager i øvrigt gerne mod ordrer - så hvis du drømmer om elefanter eller æbler så send mig en mail.
Følg med her på bloggen og se hvad det ender med!

torsdag den 6. oktober 2011

Amerikanske patchworktæpper

Som patchworksyerske er det altid spændende at møde andre med samme passion. Dele tanker og ideer, sammenligne mønstre og teknikker, blive imponeret.


Jeg har netop tilbragt fire uger i USA, hvor jeg boede i et amerikansk hjem - mens den amerikanske familie nød godt af mit hjem i Danmark i et arrangeret boligbytte . Ideen er ikke ny, men stadig genial: Byt hus og bil, og bo i et privat hjem i en given periode, mens du slipper for hoteller og udlejningsbiler. Det er billigt, det er hyggeligt og det giver en hel anden ro og indsigt. (Homelink Danmark)

Årets byttere kom fra Hingham syd for Boston og var et rigtigt hyggeligt ægtepar først i 70erne. Jean viste sig at være patchworksyerske på et helt andet niveau end mig, sådan cirka lysår foran mig! Ikke nok med at alle sengene i huset var dækket af håndsyede patchworktæpper, eller quilts, som de kalder dem, der hang også flere smukke håndsyede billedtæpper på væggene, og hendes projekt denne sommer var et tæppe over julesangen "The 12th days of Christmas" - et projekt som har fulgt hende på rejser de seneste 12 år! Alt var applikeret med mikroskopisk håndsyning. Flere af hendes quilts har vundet præmier i USA og Irland, og en bryllupsquilt var trykt på postkort.


Det var enormt inspirerende at se så professionelt udført arbejde og jeg har en enorm respekt for arbejdsindsatset i hvert enkelt tæppe. Selvom vi har meget forskellige tanker og ønsker med vores tæpper, og stilmæssigt ligger langt fra hinanden, var det utroligt givende at bo i hendes hjem.

Billeder gengiver desværre sjældent alle detaljer og farver, men lidt fornemmelse af arbejdet kan man da få.

Nyt køkken

Hold da helt op en sommer jeg har haft! Det er utroligt at tænke på, at jeg slet ikke har haft tid til et enkelt lille blogindlæg, men der har også været travlt, og ikke nødvendigvis på den gode måde.


At få nyt køkken på samme tid som der er supertravlt på arbejde er en dårlig kombination - specielt når man som jeg selv står for alt nedtagning, spartling, tapetsering, maling... Men flot, det blev det! Og uger uden køkken og med en stue fyldt op med køkkenkasser, køkkenskabe, hårde hvidevarer og malerbøtter er endelig overstået...! Der mangler stadig nogle fliser og et par lys, men det kommer, når jeg får tid, og jeg er endelig begyndt at bruge køkkenet.


Dette var et af de projekter, hvor jeg bagefter er glad for, at jeg ikke vidste hvad jeg gik ind til. Et 90 år gammelt hus har altid et par trumfer i ærmet (med efterfølgende håndværkerregninger), såsom rustne vandrør og uautoriserede elstik, og det forventede trægulv, godt gemt under linoleum, viste sig af være ubrugelige træplader, der blot hurtigst muligt skulle dækkes til igen.