Sider

tirsdag den 1. juni 2010

Forårets store projekt

I sidste måned fik jeg afsluttet forårets helt store projekt - og nok mit største til dato: En bryllupsquilt til min bror og svigerinde. Som sådan ikke et uoverskueligt projekt, men jeg plejer selv at sætte mine deadlines, ikke lade mig dirigere af en invitation. Nu havde jeg blot 3 måneder til det - hvoraf jeg ville være på ferie i 3 uger - men jeg nåede det heldigvis i god tid.

Første opgave var at få tegnet mønstret og bestemt opbygningen. Da det jo var en bryllupsquilt faldt det naturligt at vælge hjertet som den gennemgående figur. Ved hjælp af computeren og et primitivt skema i Word fik jeg sammensat tæppet, og med lommeregneren ved hånden fik jeg også udregnet stofmængden... det løber altså hurtigt op! Desværre kunne jeg ikke vente med at købe stoffet til min USAtur i april - det havde ellers skåret prisen på stof gevaldigt, så jeg måtte bide i det sure æble og besøge den lokale og ganske fine patchworkbutik. Til gengæld fik jeg også en god service og hjælp med at beslutte hvilke af de hundredevis af stoffer, jeg skulle bruge. Jeg holdt mig til de lidt støvede farver, med mørkerød og grøn som gennemgående farver.

Og så var det ellers bare i gang med skærehjulet og linealen - 256 firkanter blev det til! Symaskinen måtte i gang, tungen lige i munden, og så derud af.


Som bagside valgte jeg en blød flonel for at gøre det endnu mere blødt og lækkert. Desværre er det svært i Danmark at finde flonel i andet end babymønstre, så det måtte jeg vente med at montere, til jeg havde været i USA og hente det. Dér var der til gengæld hundredevis af forskellige farver og mønstre, så det var blot at vælge.

Jeg valgte at håndquite tæppet, fordi det passer bedst til mit temperament. Jeg quiltede store hjerter i de store småmønstrede felter, og så fik jeg glæde af min nye hjerteskablon til en rigtig sød ranke langs kanten. Lige godt 80 små hjerter blev det til. Så kan man da heller ikke lægge mere kærlighed i en bryllupsgave!


Brudeparret blev glade for tæppet og gæsterne tilpas imponerede over indsatsen, så det var det hele værd! Jeg var egentlig også selv blevet rigtig godt tilfreds med tæppet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar