Sider

tirsdag den 10. januar 2012

Der kom et brev...

Eller rettere, der kom en mail via min hjemmeside http://www.silverfern.dk/ fra Anette. Hun skrev, at hun syntes rigtig godt om mine ting, og gerne ville have et babytæppe i libertystof. Om jeg kunne klare det?

Nu er jeg muligvis den eneste i blogland, der ikke har libertystof på hylderne - jeg har aldrig syet i det eller før haft noget med det at gøre, men selvfølgelig kunne det lade sig gøre. Vi aftalte, at hun selv ville købe stoffet, og så sende det til mig, så det var med stor spænding at jeg åbnede kuverten.

Jeg ville aldrig selv have valgt farverne, og jeg ville slet ikke have valgt dem til et drengebabytæppe, men da først jeg havde dem i hånden faldt jeg for dem. Dels for den lækre kvalitet, dels for de fine mønstre og skønne, lidt sarte farver. Meget anderledes end det, jeg normalt kører igennem maskinen.


Anette havde gjort sit hjemmearbejde og kigget på mine andre babytæpper på hjemmesiden, så der fulgte en oversigt med numre på stoffet,  en fin lille tegning med nummererede firkanter og ønsker til kant og ramme. Lige til at gå til.



Det var en fornøjelse at sy i det skønne stof, og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg arbejder med Libertystoffer.


Det gik rigtigt fint indtil kantebåndet skulle på - vi havde ikke fået snakket om stofmængde i forhold til kantebåndet, så der manglede lige 15 cm kantebånd! ØV!

Nu går jeg så og venter på at Anette får købt endnu et lille stykke stof og sender det til Fyn, så jeg kan få båndet syet på, og derefter fortsætte i hånden med quiltningen. Jeg glæder mig allerede til at se det endelige resultat - og høre om Anette og søn er tilfreds!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar